Påfuglen
Velkommen til børnehusene Påfuglen
Påfuglen er en del af Børnehusene Nivås fem dagtilbud, som har børn i alderen 0-6 år.
Påfuglens vuggestue emmer af nærvær og medarbejdere, der står med åbne arme for at tage godt imod jer. Vi ved, at særligt som helt lille, er den nære relation vigtig, og det skal der være ro og tid til at skabe. I skal som forældre føle jer trygge og det er vigtigt for os, at vi har et tæt samarbejde med jer.
Inden jeres barn starter i vores vuggestue tilbyder vi at komme på et hjemmebesøg ugen op til indkøring. Her har vi god tid til at få talt sammen om opstarten og høre om jeres barn. Det skaber de bedste forudsætninger for en god start.
Vores mål er altid at gøre vores bedste og gøre os umage, udvikle vores praksis, så vi skaber de bedste rammer for jeres barn og hele børnegruppen. Vi ønsker at skabe de bedste betingelser for trivsel, udvikling, læring og dannelse samt at børnene lærer, at begå sig sundt i fællesskaber med andre. Hvordan er man en god ven, og hvordan passer vi godt på hinanden. Her arbejder vi bl.a. i børnehaven med Mary fondens ”Fri for mobberi” materiale. Man skal lære at være en god ven for at få en god ven.
Det er vigtigt for os, at børnene får kendskab til, og lærer at begå sig i naturen. Vi har brug for naturen og naturen har brug for os, så hvordan kan vi sammen passe på den.
Nutidens børn er fremtidens voksne, de skal have viden om, hvad der er godt for naturen og miljøet.
Vi inddrager også børnene i bæredygtige vaner, som at slukke lyset efter sig, lukke for vandhanen, smide madrester i biospanden, genbruge materialer osv. Vi har årligt en ”store skralde” dag hvor vi samler skrald i naturen med de andre institutioner fra Børnehusene Nivå.
Legen, den vigtige grundsten i vores arbejde
Leg er livsvigtig for børn, her opdager og udforsker de og lære en masse om dem selv og verdenen. Legen er kilden til begejstring, frustration, glæde og fortvivlelse, alt sammen vigtige følelser at øve sig i at mestre.
Vi arbejder med en legende tilgang og et motto der hedder, “det skal være sjovt at gå i Påfuglen og Lærkereden”. Vi arbejder så vidt det er muligt i små grupper, dette er for at skabe nærvær og mere fordybelse hos børnegruppen.
Vi ser hvert barn som unik og med hver deres individuelle behov og personlighed. Vi støtter og udvikler det enkelte barn ud fra barnets nærmeste udviklingszone. Vi ved at vi voksne er rollemodeller og læringsmiljøet for børnene. Derfor arbejder vi hele tiden med os selv og i teamet for at være den bedste udgave af os selv.
Et tæt forældresamarbejde
En tæt dialog med jer forældre er vigtigt, for at vi sammen kan støtter jeres barn bedst muligt. Et godt forældresamarbejde skaber nemlig sammenhæng i jeres barns liv og skærper opmærksomheden omkring barnets perspektiver.
Ud over vores daglige dialog med jer forældre, vil vi to
gange om året indkalder jer til en trivselssamtale.
I er også altid velkommen til at tage fat i os, hvis I ønsker et møde omkring
jeres barn.
Vi har et kontaktforældreråd som repræsenterer jer forældre i institutionen. Her
snakker vi om de emner der rør sig i vores to afdelinger og i forældregruppen.
Hverdag og struktur
Vi arbejder med et årshjul, der har fire store emner, som vare tre mdr. ad gangen. Ud fra vores emne arbejder vi rundt om den styrkede pædagogiske læreplans seks læreplanstemaer. Efter hvert forløb holder vi forældre cafe, hvor børnene formidler til jer, hvad de har arbejdet med. Struktur og forudselighed i dagligdagen er med til at skabe tryghed for børnene, da de ved hvad de skal. De daglige rutiner og gentagelser skaber forudsigelighed og giver børnene tid til at lære og overskud til at prøve at udforske nye ting.
Børnenes perspektiv og indflydelse på deres hverdag er noget vi lytter til, når vi planlægger emner og aktiviteter. Hvad er børnene optaget af, og hvad kunne de godt tænke sig. Det at lytte til børnene og give dem medbestemmelse, skaber altid sjove nye veje, hvor vi voksne ikke altid ved hvor vi ender, men vi har det sjovt i processen, og glæde smitter.
Traditioner
Vi holder af vores traditioner, der hvert år byder på vores fantastiske sommerfest med en udsøgt fælles mad buffet, med mad fra mange forskellige lande. Vi inviterer til fire forældre caféer om året, fastelavn, sommer mini OL, bag for en sag, påskefrokost, julefrokost, Luciaoptog og en plantedag.
Vores madordning
Som de andre huse i Børnehusene Nivå har vi madordning. Vi har vores egen madmor, Charlotte, der laver skøn ca. 80 procent økologisk mad til os hver dag. Når der er fødselsdag, fejrer vi jeres barn med fødselsdagssang, og Charlotte bager boller med glasur på.Der bliver dagligt serveret formiddagsfrugt og brød, frokost og eftermiddagsfrugt og brød.
Vores faglige fyrtårn har til opgave at støtte og sparre med personalet i arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan. Der er to pædagoger med diplom i tidlig indsats, samt en pædagogisk koordinator Dorte, der understøtter ledelsen med personaleudvikling og skabelse af læringsmiljøer i begge huse.
Kom og besøg os
Ønsker I at komme på en besøg og få en rundvisning i vores institution, kan I booke en aftale med:
Vuggestuen: Malou på tlf. 25421835
I er altid velkommen til at kontakte vores daglige leder Christina Britt Christensen på tlf. 24 20 06 53
Vi glæder os til at se jer
De bedste hilsen
Personalet i Lærkereden og Påfuglen
Vuggestuerne
I vuggestuen er børnene fordelt på tre stuer: Gul stue, Rød stue og Lilla stue. Stuerne deler et stort aktivitetsrum og et fælles anretter køkken.
Når man har accpeteret en plads i vuggestuen, tilbyder vi at komme på hjemmebesøg, så forældre har mulighed for at møde jeres kommende kontakt person.
Vi arbejder i børnehøjde for at sikre, at børnene mødes af anerkendende voksne og at de kan være i en tryg og genkendelig hverdag.
Selv med de mindste børn arbejder vi efter de pædagogiske læreplaner. Vi understøtter de mindstes sprogudvikling – vi har f.eks. et læserum til dialogisk oplæsning, faste ugentlige aktiviteter som ”krop og bevægelse” og værkstedsaktiviteter.
Vi inddeler børnene i mindre grupper, i forbindelse med de pædagogiske aktiviteter.
Vuggestuen har sin egen legeplads, hvor der er rig mulighed for motorisk udfoldelse. Vi går også på besøg ude på børnehavens store legeplads, eller tager på ture i nærområdet.
Daglig
Christina Britt Christensen
mail: cbrch@fredensborg.dk
Mobil: 24 20 06 53
Påfuglen
Islandshøjparken 54, 2990 Nivå
Påfuglen
25 42 18 35 - Rød stue
25 51 89 16 - Gul stue
40 46 37 49 - Lilla stue
07.00 - 17.15 - Mandag - torsdag
07.00 - 17.00 - Fredag